Odensemesterskabet 2020 er aflyst
Covid-19-situation i Danmark og de deraf følgende nationale restriktioner for forsamlinger har medført, at vi - efter længere overvejelser - undlader at afvikle Odensemesterskabet i år. Turneringen er derfor aflyst.
Begrundelsen for aflysningen skal bl.a. findes i et hensyn om at følge intentionen i den midlertidige lovgivning samt at en afvikling af Odensemesterskabet ville medføre diverse uønskede ændringer, der ikke ville muliggøre den samme skakmæssige, hyggelige og praktiske ramme for turneringen, som vi kender den.
Vi håber på forståelse for denne beslutning samt forhåbentligt at se jer ved anden lejlighed; vi regner med at vende stærkt tilbage i oktober 2021.
Bestyrelsen vil se på muligheden for et mindre, lokalt klubarrangement i weekenden 9.-11. oktober. Klubbens medlemmer informeres om eventuelle tiltag mandag d. 5. oktober ifm. den almindelige klubaften.
Undervisning: Bondestrukturer og officerskampen
Mandag d. 5. oktober får man alletiders mulighed for at få finpudset sine evner i skak, når Mads Hansen og Simon Wilbrandt inviterer alle til et forhåbentligt sjovt og lærerigt event. Temaet vil være “udvalgte bondestrukturer med fokus på officerskampen”, altså en forlængelse af et tidligere oplæg om officerskampen, men denne gang med et praktisk perspektiv, hvor klubbens medlemmer bliver aktiveret og får rykket brikker. Vi tænker, at der er meget at hente her, hvis man bliver dygtig til det og at har fokus på det i sine partier. Bondestrukturen er et glimrende sted at starte, når man skal vurdere hvornår forskellige officerer er gode og hvornår de er dårlige. Derfor har vi valgt nogle bondestrukturer, hvor det overordnede tema er fokus på at vinde officerskampen. Meget af tiden kommer til at være i grupper eller i korttidspartier, hvor man lærer sammen og prøver sig frem.
Så jeg forestiller mig at man ikke har lyst til at misse det 📷 vi ses mandag kl 19
Mads Hansen
En træningsæra slutter
Yann le Besq har efter mange år som fast, trofast, elsket og succesrig juniortræner valgt at stoppe som træner i Frem Skakklub.
Yann har stor ære af de mange flotte resultater, som både nuværende og tidligere juniorer i Frem Skakklub har bedrevet. Under Yanns ledelse har Frem Skakklub kunne notere sig flere Fynsmestre og Danmarksmestre i skoleskak; både på individuelt plan og som hold.
Med Yanns store indsats på både almindelige klubaftener, ved diverse ture til skoleskak-turneringer samt senest faste søndagstræninger har Frem Skakklub kunne tilbyde både god træning og sociale oplevelser til gavn for både vore juniorer, forældre samt resten af klubbens medlemmer; Yann har dermed stor aktie i det liv og den ungdommelige stemning, som klublokalerne oser af, når de voksne medlemmer langsomt indfinder sig efter træningsseancerne.
Yann med gavekurven fra klubben som tak for indsatsen (foto: Bo Sørensen, 7. september 2020)
Frem Skakklub siger - på vegne af juniorerne og selve klubben - Yann en stor tak for det store arbejde gennem årene! Dine sko bliver svære at udfylde...
Event - Skakvarianter og AlphaZeros betydning for skak
Mandag d. 14. september vil aftenens event stå i computerens tegn, når vi indledningsvist vil snakke om skakprogrammet AlphaZeros betydning for skakforståelsen - både generelt og blandt superstormestrene. Efterfølgende vil vi se på det seneste udspil fra holdet bag AlphaZero; programmet, der er et eksempel på machine learning, have fået til opgave at træne sig selv i at spille forskellige skakvarianter. Kramnik kiggede efterfølgende på resultaterne heraf og vi vil prøve at spille os igennem nogle af Kramniks favorit-varianter. Vi starter kl. 19.
Eventet er bl.a. inspireret af disse to links; https://en.chessbase.com/post/interview-with-natasha-regan-and-matthew-sadler og https://chess24.com/en/read/news/alphazero-vladimir-kramnik-and-reinventing-chess



























